Category "Oplevelser"

2apr2008

Sjov og spændende oplevelsessti bygget af børn fra 5. klasserne i Helsinges skoler i 2004. De fik hjælp fra kunstnere og fra skovens folk til at bygge stien. Du finder stiens indgang på den store parkeringsplads i Tisvildeleje, og undervejs vil du bl.a. kunne se sværdet i stenen, en kæmpe drage og meget mere.

2apr2008

Tag færgen fra Stigsnæs – den tager 15 min og så er man på Agersø. Der er små hyggelig gader, et hyggeligt gadekær og lille hyggelig by. Desuden er der mulighed for at se på en mølle og en kirke.

2apr2008

Hyggelig lille skov bag ved Virup skolen. Der er ikke fine stier alle steder, men der går en lille bæk igennem skoven, hvor børnene kan lege. Bækken er ikke dyb, så det værste der kan ske, er at de bliver våde. Der er masser af luskestier mellem træer og buske og lige et sted for raske piger og drenge. Der er parkering lige ved skolen. Derefter gå ad sti bagom skolen og ned i skoven. Der går tog lige forbi, så det er muligt at tage Grenåbanen derhen.

2apr2008

Mariehøj Naturlegeplads ligger smukt bag Gl. Holtegaard i en gammel æbleplantage. Legepladsen blev totalrenoveret i december 2006 med helt nye redskaber. På Mariehøj er der udfordringer for både store og små.
Prøv blandt andet den lange jorden-er-giftig-banen med forskellige forhindringer som stammeskoven på bakken eller balancebommen med rullevippen. I klatrelandskabet kan du prøve net, gangbroer, rutchestænger m.v.

Der er bord og bænke i tilknytning til legepladsen og I kan slå tæppet ud og holde picnic under æbletræerne, der især i maj måned blomstrer flot i hele området.

Legepladsen har fokus på udeliv, leg, bevægelse og fysiskaktivitet med natur- og landskabsoplevelser.

Mariehøj Naturlegeplads blev i juni 2007 udvidet til også at omfatte TusindbenRuten, der er en natur-, oplevelse- og bevægelses-rute for børn og barnlige sjæle.

2apr2008

Den største af alle labyrinter, Samsø Labyrinten, ligger lige nord for Nordby. Labyrinten dækker et areal på ikke mindre end 60.000 kvm. og har en samlet stilængde på 5.380 meter. Der er flere mål at søge efter, bl.a. Vikingetemplet, Pyramiden og Stenkredsen. Men de er ikke nemme at finde i en så stor labyrint. Ved indgangen kan man købe en stifinder, der sætter én i stand til at finde ind til et af målene.

2apr2008

Naturparken er det enestående landskab, der strækker sig fra Farum til Slangerup, og som bl.a. rummer Farum Sø, Bastrup Sø, Buresø og den øvre Mølleå. Området omfatter også en række skove, åbne marker, moser og enge med et rigt dyre- og planteliv, bl.a. en række sjældne vilde blomster. Store dele af Naturparken er udpeget som nationalt geologisk og/eller biologisk interesseområde samt EU-habitatsområde.

25mar2008

Bukkebruses legeplads er en skøn naturlegeplads, der ligger ved Nordborg Sø. På pladsen kan du lege på en flyvemaskine og et stort lokomotiv, der er bygget i hele træstammer eller tage en tur på vippen. Hvis du tør kan du også gå over Bukkebruses Bro.

25mar2008

I Elverparken ved Elverhøjens Skole finder du Herlevs største offentlige legeplads. Legepladsen er anlagt i 1999 som et led i renovering af Elverparken. Inspirationen til de fint udskårne legefigurer er hentet i eventyrverdenen, som i områdets vejnavne. Fugurerne skal sætte fantasi og leg i gang hos både børn og voksene, samtidig med at de er spændende og smukke at se på. Det hele er placeret delvis inde i skovagtig beplantning.

Der findes en stor gynge, klatrestativ formet som edderkoppespind med edderkoppen siddende i toppen, jorden er farlig sti med balance på line, armgang m.m., en stor træstamme udskåret som glad og sur trold, samt frøen og åkandeblomsten i et sandområde formet som en lille sø.

25mar2008

Skøn skov midt på Bornholm med alle slags naturoplevelser. Der ligger 2 legepladser i Almindingen. Den ene legeplads ligger lige ved p-pladsen til Christianshøjkroen, og der er adgang til toilet. Den anden ligger lige overfor travbanen. Her er forskellige klatrestativer og andet, der står klar til at blive brugt. Fra denne legeplads udgår “Eventyrstien” til brug ved f.eks børnefødselsdage.

25mar2008

De to alfebørn Alf og Alfine tager dig med ud på en række fantastiske eventyr langs med Nordborg Sø. På 6 flot illustrerede eventyrplancher fortælles historien om hvordan de to alfebørn falder ned med deres flyver ved Nordborg Slot og gennemgår en række prøvelser inden turen slutter ved Bukkebruses legeplads, hvor du kan prøve en tur i Alf og Alfines flyvemaskine. Eventyrstien starter ved parkeringspladsen foran Nordborg Slot og fortsætter ud langs med Nordborg Sø.